TUR Kvindertagerstyringen Stine Stills DSC01507
  • 23. jun 2026

Ny tjeneste skal styrke trivsel i transportbranchen

Virksomheder kan få sparring og vejledning om psykisk arbejdsmiljø, trivsel og forebyggelse af konflikter gennem den nye samarbejdstjeneste START.

30 procent af de ansatte i transportbranchen har, ifølge en undersøgelse fra 3F Transport, oplevet mobning, krænkende handlinger, vold eller anden chikane på jobbet.

 

Det er en af baggrundene for den nye Samarbejdstjeneste om Arbejdsmiljø og Trivsel, START, som DI, 3F Transport og Dansk Erhverv står bag. Indsatsen skal hjælpe virksomheder med at styrke trivsel og psykisk arbejdsmiljø, forebygge konflikter og krænkende handlinger samt finde lokale løsninger, hvor både ledelse og medarbejdere bidrager.

 

Udgangspunkt i virksomhedens behov

Gennem START kan virksomheder få besøg af konsulenter fra både arbejdstager- og arbejdsgiversiden. Med afsæt i virksomhedens egne ønsker og behov præsenterer konsulenter fra DI, 3F Transport og Dansk Erhverv metoder og værktøjer, der kan bruges i det videre arbejde med trivsel og psykisk arbejdsmiljø.

 

Konsulenterne kan blandt andet gennemføre trivselsundersøgelser og rådgive om, hvordan virksomheden selv kan fortsætte arbejdet med at fremme trivsel og forebygge konflikter.

 

START kan kontaktes af ledelse, tillidsrepræsentanter eller arbejdsmiljørepræsentanter. Læs mere om START her.