- 25. aug 2026
Ny udgave af bogen Mobile kraner er udkommet
Mobile kraner bruges både i undervisningen af kranførere og som opslagsbog i det daglige arbejde. Den nye udgave er opdateret på en række områder, blandt andet som følge af ændringer i Arbejdstilsynets vejledninger på kranområdet.
I slutningen af 2025 meddelte Arbejdstilsynet, at en række vejledninger med betydning for blandt andet kranområdet var blevet ophævet. Det er endnu uvist, om de bliver erstattet af nye vejledninger. Hvis der kommer nye vejledninger på området, forventes de at blive udarbejdet af BFA Transport.
De tidligere vejledninger, anvisninger og meddelelser indeholder fortsat oplysninger, som kan være relevante for kranførere i det daglige arbejde. Derfor har redaktionen valgt at markere historiske dokumenter, som ikke er erstattet af nye, med en parentes og en stjerne (*). Hvor der findes nyere bekendtgørelser, anvisninger eller andre dokumenter, henviser bogen i stedet til disse.
Blandt de øvrige ændringer er:
- Vægtfyldetabel er ændret til massefyldetabel
- Opdatering af afsnittet om respektafstande
- Omfattende ændringer i kapitlet om anhugning
- Større og mindre opdateringer i øvrige kapitler
- Mange nye billeder og illustrationer
- Billedtekster er tilføjet gennem hele bogen
Mobile kraner kan bestilles via TUR Forlag her eller på info@turforlag.dk / 8145 4516.