- 13. aug 2026
Ny version af tagstyringen.dk skal inspirere unge til transportuddannelserne
Ambitionen med det nye tagstyringen.dk er at inspirere unge til at udforske transportuddannelserne og finde vej til uddannelser og skoler. Personlige fortællinger fra unge i branchen er en central del af sitet, som samtidig fungerer som kampagneside for markedsføringen af transportuddannelserne.
”Vores mål med sitet har været, at brugerne – de unge og de voksne omkring dem – kan gå på opdagelse i TURs uddannelser via inspirerende film og personlige fortællinger fra unge i branchen. Det formelle omkring uddannelserne finder man i stedet på tur.dk og på skolernes hjemmesider,” siger Morten Ørnsholt, sekretariatschef i TUR.
Den unge målgruppe orienterer sig i høj grad visuelt og bruger primært mobilen. Derfor er der i udviklingen lagt vægt på:
- film, billeder og personlige fortællinger
- enkel navigation
- mobiloptimering
Om kort tid følger TUR lanceringen af tagstyringen.dk op med en digital markedsføringskampagne på flere platforme.
”Vi håber, at I vil tage godt imod det nye site – og bruge det aktivt, når I vil inspirere unge og de voksne omkring dem til at gå på opdagelse i transportuddannelserne. Sitet kan også bruges af virksomheder, skoler og andre, der ønsker at fortælle om mulighederne inden for transportuddannelserne,” afslutter Morten Ørnsholt.
Tagstyringen.dk er en relancering af både tagstyringen.dk og transportuddannelser.dk, som begge peger på samme domæne. Du kan dykke ned i de mange gode film og fortællinger på sitet her: www.tagstyringen.dk