- 9. feb 2018
- AMU
Opdateret prøve på BAB modul 2 og 4
På AMU-uddannelserne inden for befordring af bevægelseshæmmede (BAB) undervises der i, hvordan chaufførerne på bedste måde befordrer og kommunikerer med forskellige passagergrupper. Målgruppen for disse kurser er typisk chauffører, der udfører flextrafik, eller anden offentlig visiteret kørsel. En betydelig andel af denne kørsel udgøres af kørsel med børn til og fra skole og specialtilbud. Nu har efteruddannelsesudvalget sat ind for at styrke undervisningen med fokus på kørsel med børn.
Til gavn for både passagerer og chauffører
Kim Poder, 3F, der er formand for TUR og også sidder i brancheudvalget for personbefordring, mener, at det er et vigtigt område at sætte ind over for.
Opdateret kompendium og nye spørgsmål i prøverne
For at sikre at der undervises i emnet på alle skoler, har der været afholdt seminar (Erfa BAB) for faglærerne, hvor der af flere omgange har været sat fokus på emnet med både erfaringsudveksling og eksterne oplægsholdere.
Derudover er undervisningsmaterialet fra TUR blevet opdateret med et nyt afsnit om kørsel med børn, som blandt andet består af ”10 gode råd til kørsel med børn”. Kompendiet, som bruges i undervisningen på BAB modul 2 ”Befordring af sygdoms- og aldersvækkede passagerer” og BAB modul 4 ”Ajourføring af chauffører i offentlig servicetrafik”, kan hentes på TURs hjemmeside i skolernes rum.
Fra mandag i uge 8 vil de nye spørgsmål om kørsel med børn være tilgængelige i certifikatprøverne. Kursisterne vil derfor, som en del af den skriftlige prøve, få stillet spørgsmål, der tager udgangspunkt i det nye pensum. Et lille tip: Med de ”10 gode råd til kørsel med børn” er kursisterne godt hjulpet på vej.