Regeringen Satser Stort På Grønne Kompetencer På Erhvervsuddannelserne Kopi
  • 28. maj 2024
  • EUD

Regeringen satser stort på grønne kompetencer på erhvervsuddannelserne

Regeringen vil med et nyt udspil styrke den grønne omstilling på erhvervsuddannelserne - bl.a. ved at afsætte midler til grønne lærerkompetencer og stiftelsen af tre klimaerhvervsskoler.

De faglærte spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, derfor vil regeringen med deres nye udspil Forberedt på Fremtiden styrke den grønne omstilling på erhvervsuddannelserne og dermed gøre uddannelserne til et mere attraktiv uddannelsesvalg. En væsentlig del af denne plan er at sikre, at flere faglærte lærer at gøre brug af grønne teknologier og fremtidens udstyr og materialer.

 

Med et samlet budget på en halv milliard kroner ønsker regeringen at investere cirka 300 millioner kroner over de næste fire år i erhvervsskolerne. En betydelig del af disse midler vil gå til uddannelser inden for teknologi, byggeri og transport. Målet er at sikre, at eleverne møder kvalificerede lærere og har adgang til det nyeste og mest relevante udstyr.

Stiftelse af tre klimaerhvervsskoler, flere studieture og udlandsophold skal tiltrække nye elever

Som en del af initiativet vil regeringen etablere tre klimaerhvervsskoler, der skal være testskoler for fremtidens erhvervsskoler og AMUer. Klimaerhvervsskolerne skal teste, hvordan erhvervsskoler kan implementere den grønne omstilling i undervisningsforløb, og skal give underviserne stærkere kompetencer til undervisning i grøn omstilling. Eleverne på de tre nye skoler får her mulighed for at arbejde med den nyeste teknologi og tillære ny viden på området. Klimaerhvervsskolerne skal dermed være med til at tiltrække elever, der gerne vil tage en grøn uddannelse. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er særligt begejstret for de tre klimaerhvervsskoler:

I mine øjne giver det rigtig god mening at give tre skoler mulighed for at løbe lidt i forvejen og hjælpe andre skoler med den grønne omstilling inden for transport, landbrug, byggeri og energi. Det er fuldstændig afgørende, hvis vi skal nå i mål med vores ambitiøse klimamål
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard deler samme begejstring og ser gode fremtidsmuligheder for de faglærte:

Som ung i dag har du mange fede muligheder for at vælge en grøn karrierevej, og fremtidens faglærte er blandt dem, der kommer til at spille en central rolle i den grønne omstilling. Det er attraktivt at arbejde grønt, og vi skal sikre, at de studerende får de bedste forudsætninger for at føre fremtidens grønne løsninger ud i livet. Derfor vil vi have Klimaerhvervsskoler, der kan tilbyde den højeste kvalitet inden for viden og teknologi, og på den anden side venter topfede jobs, god løn og muligheden for at sparke mere gang i den grønne omstilling.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard

Udover investeringerne i stiftelsen af de tre klimaerhvervsskoler afsætter regeringen 23,5 millioner kroner årligt fra 2025 til at muliggøre studieture og udlandsophold for erhvervsskoleelever. Alt dette skal gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de unge og forberede dem på de krav, den globale grønne omstilling stiller.

 

Med regeringens udspil om erhvervsuddannelserne imødekommes de grundlæggende udfordringer i forhold til at tiltrække flere elever til erhvervsuddannelserne.

Læs mere om regeringens nye udspil på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her.