- 18. jan 2018
- Events
- EUD
Så går det løs på Skills!
Torsdag til lørdag i denne uge står i erhvervsuddannelsernes tegn. Her løber DM i Skills 2018 af stablen i MCH Messecenter Herning, hvor landets dygtigste lærlinge dyster om at være de bedste inden for deres fag.
Torsdag startede med et brag af en åbningsceremoni, hvor alle de deltagende lærlinge marcherede over scenen til høj musik og et bifaldende publikum, der understregede, at disse unge mennesker skulle udgøre midtpunktet de følgende tre dage.
"I skaber værdi"
Undervisningsminister Merete Riisager åbnede konkurrencen med en rosende åbningstale, der påpegede vigtigheden af erhvervsuddannelserne og DM i Skills:
Transportuddannelserne er parat som demo-fag
Igen i år er transportuddannelserne med som demonstrationsfag på DM i Skills. På standen er der rig mulighed for at få information om uddannelserne, og der er mange muligheder for at afprøve om man selv har "skills". F.eks. kan man udføre en førstehjælpsøvelse eller sætte sig bag rattet i en af simulatorerne, der giver en fornemmelse af, hvordan det er at styre en gaffeltruck, en lastbil eller et tog.
De nyklækkede ambassadørlærlinge står klar på standen for at hjælpe med simulatorerne og fortælle om livet som transportlærling.
Følg med live
Hvis man ikke har mulighed for at tage turen til Herning, kan man streame afslutningsceremonien live lørdag d. 20. januar kl. 14:00. Og er man ærgerlig over at være gået glip af åbningsceremonien, kan man også se (eller gense) den.
Om DM i Skills
DM i Skills er en begivenhed, der eksponerer erhvervsuddannelserne ved at vise de dygtigste eud-elever, der gennem konkurrencer yder deres bedste. Desuden skal mesterskabet ses som talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får mulighed for at vise deres kunnen og dyste med andre om at blive Danmarks bedste lærling i deres fag. Demonstrationsfagene har udelukkende en informationsstand, mens konkurrencefagene afholder mesterskabskonkurrencer for deres fag.