- 23. sep 2026
Fra pakkeoperatør til logistikchef
Det hele begyndte med nogle år som pakkeoperatør i produktionen, hvorefter Marianne søgte over på lageret. Her oplevede hun som kvinde en transportbranche, der så ganske anderledes ud, end den gør i dag.
"På det tidspunkt var det ikke normalt at se kvinder køre gaffeltruck og læsse lastbiler. Jeg har blandt andet oplevet en chauffør, der nægtede at blive læsset af mig, fordi jeg var kvinde. Og jeg har også fået kommentarer gennem tiden, som man nok ikke ville acceptere i dag. Men langt de fleste chauffører var heldigvis gode folk. Jeg lærte hurtigt at stå fast og passe mit arbejde."
Uddannelse åbnede døre
Efter flere år på lageret valgte Marianne at bygge videre på sine erfaringer med en uddannelse.
"I 2012 startede jeg som lager- og logistikoperatørlærling, og bagefter fortsatte jeg på disponentuddannelsen. Da jeg var færdig i 2015, blev jeg tilbudt en stilling som logistikchef – også i STG. Og siden er det egentlig bare gået derfra."
I dag har Marianne ansvaret for planlægning og logistik og normalt omkring 42 medarbejdere. I øjeblikket er ansvaret dog større, fordi virksomheden mangler en pakkerileder.
"Lige nu har jeg faktisk ansvar for omkring 78 medarbejdere. Mine medarbejdere arbejder både dag, aften og nat og på forskellige lokationer, så jeg kan ikke være der hele tiden. De arbejder selvstændigt og tager ansvar. Det er vigtigt, for ellers kan det ikke fungere."
Stadig tæt på uddannelserne
Selvom Marianne for længst er færdig med sin egen uddannelse, fylder uddannelse fortsat en stor del af hendes arbejdsliv.
Hun sidder i det lokale uddannelsesudvalg på UCH og er censor på lager- og logistikoperatøruddannelsen samme sted. Arbejdet som censor har også vist hende helt konkret, hvordan faglighed og engagement kan åbne nye muligheder. Derudover er Marianne en af DI's repræsentanter i TURs brancheudvalg for Lager & Terminaler.
"Det betyder, at jeg også er med til at påvirke, hvordan uddannelserne ser ud, og hvad virksomhederne efterspørger i fremtiden."
Blev set til eksamen
For omkring fem år siden var Marianne censor ved en eksamen på lager- og logistikoperatøruddannelsen. Her lagde hun særligt mærke til en af lærlingene.
"Han havde uddannelsen i orden, styr på tingene, tænkte selvstændigt og havde den rigtige indstilling. Så jeg spurgte ham bagefter: 'Er du egentlig glad for der, hvor du arbejder?'."
Svaret var nej, så kort efter blev han ansat i STG. Først i logistikafdelingen, og senere produktionsplanlægger.
"Det er et meget godt eksempel på, at hvis man gør det godt, så bliver man set."
Netop evnen til at tage ansvar er noget af det, Marianne lægger stor vægt på hos sine medarbejdere.
"Når medarbejderne arbejder på forskellige tidspunkter og lokationer, kan jeg ikke stå ved siden af dem og træffe alle beslutningerne. Man skal kunne tænke selv og træffe gode beslutninger."
Vær nysgerrig og grib mulighederne
Når Marianne ser tilbage på sin egen vej fra pakkeriet til jobbet som logistikchef, er hendes råd at være nysgerrig og gribe de muligheder, der opstår.
"Der er virkelig mange muligheder i det, man er i gang med. Jeg startede selv på gulvet og står i dag med ansvar for mange mennesker og en kompleks forretning. Hvis man er nysgerrig og viser, hvad man kan, så bliver man også set. Ligesom ham, jeg var censor for dengang for fem år siden.”
|
Om Min vej i transportbranchen Mariannes historie er en del af serien "Min vej i transportbranchen", hvor vi giver ordet til erfarne folk fra branchen. Læs tidligere historier i serien "Min vej i transportbranchen":
Vil du også gerne dele din historie? Skriv til os på kommunikation@tur.dk, og hør mere om hvordan du kan fortælle din historie. |