Ny kampagne skal mindske vold og konflikter i den offentlige trafik

18. december 2023

I samarbejde med TUR lancerer BFA Transport et nyt projekt ”Stop konflikten – ikke bussen”, som skal skabe et trygt og sikkert arbejdsmiljø for chauffører i bus, taxi og flexbus. Filmene i projektet giver chauffører konkrete redskaber til at håndtere mødet med forskellige passagerer, og busselskaber opfordres til at dele filmene i virksomhedsapps og på chaufførportaler.

Stop Konflikten

Det skal være rart og sikkert for chauffører at gå på arbejde. Sådan er det heldigvis også for mange. Men der er desværre også mange chauffører, der oplever konflikter og vold i hverdagen.

Derfor har BFA Transport i samarbejde med TUR – Transporterhvervets Uddannelser – netop udgivet instruktionsmaterialet ”Stop konflikten – ikke bussen”, der skal mindske vold og konflikter i den offentlige trafik og gøre det trygt for chauffører at gå på arbejde.

Instruktionsmaterialet består af en række korte film, som b.la. præsenterer fem konkrete råd til, hvordan chauffører kan håndtere konfliktsituationer i deres daglige arbejdsliv. Filmene giver desuden et varmt indblik i erfarne chaufførers tilgang til et positivt og konfliktfrit samspil med passagerer.

Anvendelse og deling af filmene
BFA Transport opfordrer selskaberne til at lægge filmene på deres chaufførportaler (e-læringsplatforme), chaufførapps og informationsplatforme. På denne måde er det nemt og hurtigt for chauffører at tilgå filmene, som er både lærerige og underholdende, i forskellige pusterum i løbet af dagen.

Herudover opfordres selskaberne til at dele filmene med HR-afdelinger og arbejdsmiljøorganisationer. Filmene kan downloades til intern brug her.

Baggrund for ”Stop konflikten – ikke bussen”
Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i 2020 en trepartsaftale om nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen. Baggrunden for aftalen er, at selvom udviklingen på flere områder går den rigtige vej, er der fortsat udfordringer med arbejdsmiljøet.

BFA Transport har derfor igangsat flere initiativer, der skal forebygge og reducere belastning hos chauffører i den offentlige trafik.

Læs mere om projektet ”Stop konflikten – ikke bussen” og instruktionsmaterialet.

facebook twitter