Anders Lynge Bred
  • BirgitteBirgitte Theresia Henriksen
  • 6. okt 2026

Fra drengedrøm til fast rute som godschauffør

Som ung fik Anders Lynge at vide, at han var for lille til jobbet som godschauffør. Men han holdt fast, tog uddannelsen, og nu – ti år senere – er han stadig glad bag rattet.

Han realiserede drømmen direkte efter folkeskolen og elsker friheden, kollegerne og de faste, tilfredse kunder.

 

”Jeg har altid drømt om at køre sådan en stor lastbil. Jeg blev mødt med lidt modgang om, at jeg ikke var stor nok til at kunne klare opgaven. Men det har jeg så modbevist.”

 

Siden han blev færdiguddannet godschauffør, har han, med et kort afbræk i en anden virksomhed, kørt modulvogntog for Godstransporten Kolding A/S. Og har i dag en fast rute i Tønder og omegn, hvor han leverer varer til butikker og andre erhvervsdrivende.

 

”Jeg kører med alle mulige typer gods. Det kan være alt fra rengøringsartikler og hårprodukter til aluminium – alt muligt.”

 

Det er især selvstændigheden i jobbet og kontakten med andre mennesker, han sætter stor pris på. 

 

”Det bedste ved jobbet som godschauffør er mine kolleger og mine kunder. Og så er det helt klart også den frihed, man har i arbejdsdagen.”

 

Glade kunder smitter

På den faste rute møder Anders mange af de samme kunder uge efter uge. Det har med tiden skabt relationer, som er blevet en vigtig del af arbejdsdagen.

 

”Mine kunder kender mit ansigt. Det smitter meget af på mig, når kunderne er glade. De ved, at jeg er åben og smilende.”

 

For Anders handler god service også om at gøre lidt ekstra, når muligheden er der. Er han i nærheden og kan levere en vare tidligere end planlagt, ringer han gerne til kunden og spørger, om det passer.

 

”Så længe jeg ved, at jeg kan gøre kunden tilfreds, ved jeg, at jeg har gjort et godt stykke arbejde.”

 

Indimellem får han også direkte respons på, at indsatsen bliver værdsat.

 

”Jeg fik faktisk en opringning fra en kunde i dag, der roste mig til skyerne og ville vide, hvem han kunne fortælle det til i virksomheden. Det bliver man bare ekstra glad for. Man får bekræftet, at man gør sit arbejde godt, og at det bliver værdsat.”

 

Den slags oplevelser har han haft flere af gennem årene. Nogle kunder har også givet ham en gave som tak. 

 

”Det er jo ikke derfor, man gør det, men det er dejligt at mærke, at kunderne er tilfredse.”

 

Kollegerne er aldrig langt væk

Selvom en stor del af arbejdsdagen foregår alene i lastbilen, fylder fællesskabet med kollegerne også meget.

 

”Noget af det bedste ved arbejdet er, at kollegerne er omkring en og hjælper, når man har brug for det. Vi læsser tit i Padborg, og der har jeg et par gode kolleger, som nogle gange læsser for mig, uden at jeg har bedt dem om det. Så bliver man bare glad.”

 

Han beskriver sine kolleger som energiske, omsorgsfulde og hjælpsomme – egenskaber, han også selv forsøger at tage med ind i arbejdsdagen.

 

Tro på, at du er god nok

Hvis han skal give et råd videre til unge, der overvejer en fremtid i transportbranchen, tager Anders udgangspunkt i sine egne erfaringer. For da han som ung fik at vide, at han ikke var stor nok til jobbet, gav han ikke op:

 

”Du skal tro på, at du er god nok, og at du godt kan løse problemerne, selvom der kommer udfordringer.”

 

Om ’Min vej i transportbranchen’

Anders Lynges historie er en del af serien Min vej i transportbranchen, hvor vi giver ordet til erfarne folk fra branchen.

Læs tidligere historier i serien:

 

Vil du også gerne dele din historie? Skriv til kommunikation@tur.dk og hør mere om hvordan du gør.