TURs sekretariatschef går på pension

13. februar 2019

Efter mere end 10 år som sekretariatschef for TUR, har Hans Kjeldgaard Christiansen besluttet at gå på pension.

 TURs sekretariatschef går på pension

Med udgangen af foråret sættes der et punktum i for tiden som chef for uddannelsessekretariatet Transporterhvervets Uddannelser (TUR), når Hans Kjeldgaard Christiansen går på pension.

- Efter 30 års beskæftigelse inden for transportområdet, heraf de seneste 10 år som sekretariatschef i TUR, har jeg besluttet at gå på pension den 1. juni 2019, siger Hans Kjeldgaard Christiansen.

Hans Kjeldgaard Christiansen kommer fra uddannelsesverden og har bl.a. arbejdet som faglærer på TEC i København, som blev springbrættet til en ansættelse som uddannelseskonsulent i TUR for 22 år siden. Her blev han blandt andet ansvarlig for de faglige områder inden for vejgods og redder, for siden at sætte sig i for bordenden som sekretariatschef for TUR.

Et begivenhedsrigt årti

- Det har været et virkelig begivenhedsrigt årti som sekretariatschef i TUR. Det er sket så meget udvikling, som har været helt vanvittigt spændende. Transport og uddannelse er to områder, der konstant er i bevægelse og hvor man hele tiden skal sørge for at fremtidssikre arbejdsmarkedets kompetencer til den udvikling, der foregår i samfundet, siger Hans Kjeldgaard Christiansen.

- Jeg kan kun se tilbage på tiden i TUR med stor glæde. Men det er også med stor glæde, at jeg nu ser frem til en ny tid i mit liv, hvor der skal tages hul på nye kapitler. Det er en helt naturlig udvikling, at jeg nu vælger at gå på pension og overlader styringen til nye kræfter.

TURs formandskab har igangsat en proces, i nært samarbejde med et stort og anerkendt rekrutteringsfirma, for at finde en ny sekretariatschef til TUR med forventet tiltrædelse den 15. maj 2019.

- TUR

facebook twitter