”Nul-venteliste” politik hos TUC Syd

17. april 2009

En udviklingsstrategi hos TUC SYD, der blev sat i værk for mindre end et år siden, har medført en fordobling i antallet af kursister - helt uden ventelister.

TUC Syd har som respons på TURs opfordring til skolerne om at udnytte kapaciteten i AMU, orienteret TUR om de tiltag skolen har foretaget gennem de sidste seks måneder. Målet for TUC Syd har været uvikling af omfang og udbud af transportuddannelser og kundeservice for at kunne imødekomme den aktuelle efterspørgsel på AMU.

Direktør for TUC Syd, Torben Lauesen meddeler, at skolens udviklingsstrategi i høj grad har været fokuseret på en markedstilpasning, der imødekommer branchens behov for uddannelse.

- Jeg kan bekræfte, at vi som skole er gearet til den nuværende akutte og ekstraordinære efterspørgsel. Vi udvikler løbende vores egen kapacitet og samarbejder med omkringliggende skoler og virksomheder om de behov branchen har. Målet er, og vil altid være, at vi er klar til at kunne tilbyde vores kursister det de efterspørger. Det har lykkedes, og derfor har vi ingen ventelister hos TUC Syd, fortæller direktør Torben Lauesen.

Kapaciteten hos TUC Syd er udvidet i en sådan grad, at skolen i 1. kvartal af 2009 har haft dobbelt så mange kursister, som kvartalsgennemsnittet sidste år. Skolen forventer, at dette tal vil stige yderligere, og at 2. kvartal i år vil ligge på 200 % over gennemsnittet for sidste år - Og dét uden ventelister i sigte.

Ud over den generelle voksende efterspørgsel, skyldes den markante stigning i antallet af kursister flere forskellige initiativer. Bl.a. har TUC Syd indledt et samarbejde med omkringliggende offentlige skoler om afvikling af kursister på skolernes ventelister. Derudover samarbejder TUC Syd med virksomheder, som pga. den finansielle krise har måttet afskedige medarbejdere. Her har TUC Syd i samarbejde med virksomhederne sørget for at kunne tilbyde de opsagte medarbejdere opkvalificering og uddannelse som et led i deres videre jobsøgningsforløb.

Et af de tiltag, som TUC Syd har igangsat for at kunne tage imod de mange kursister, er en udvidelse af medarbejderstaben med 15 ansatte. Endvidere har TUC Syd indgået samarbejde med andre skoler omkring udlån af kapacitet og kompetencer og afholder derudover regelmæssigt kurser ude i virksomhederne. TUC Syd har også indkøbt nyt materiel; herunder nye store køretøjer, 65 ekstra bærbare computere til undervisningsbrug samt indrettet seks nye undervisningslokaler.

Uddannelseskonsulent i TUR, Ellen Ellehammer, betoner, at transportbranchen hilser alle tiltag om tilpasning af udbud i forhold til efterspørgslen meget velkommen. Hun fremhæver samtidig, at det ikke mindst er vigtigt, at chaufførerne kan tage de nye lovpligtige efteruddannelser inden for den tidsramme, der er angivet i indfasningsordningen.

- Chauffører, der ikke har gennemført den lovpligtige efteruddannelse i tide, risikerer bøde og kørselsforbud. Endvidere risikerer vognmanden også en bøde. Transportbranchen har i forvejen vanskelige tider pga. finanskrisen og har derfor brug for medvind i forhold til uddannelser, siger Ellen Ellehammer.

- Der er i alt ca. 75.000 chauffører, der skal gennemføre den lovpligtige efteruddannelse inden 31. december 2014. Det er derfor med glæde, at vi i TUR kan se, at også TUC Syd yder en ekstra indsats for at imødegå problemer med ventetid, afslutter Ellen Ellehammer.

 

- TUR

facebook twitter