TUR lancerer ”TUR Ambulance” appen

7. december 2023

”TUR Ambulance” skal gøre det nemmere for elever på Ambulancebehandleruddannelsen og deres virksomheder at udfylde elevens digitale uddannelsesbog. Appen er fyldt med fantastiske features og skal erstatte papirudgaven af uddannelsesbogen.

Billede 2 UNORD Intro App

Så er der flere gode digitale nyheder fra TUR. Vi har netop nu lanceret ”TUR Ambulance” appen, som skal gøre det nemmere for ambulancebehandlerelever og virksomheder at udfylde elevens digitale uddannelsesbog.

TUR Ambulance” erstatter papirudgaven
Alle elever på ambulancebehandleruddannelsen skal som udgangspunkt anvende appen fremover i stedet for papirudgaven af uddannelsesbogen. Det er vigtigt, at relevante medarbejdere hjælper eleverne med at udfylde den digitale uddannelsesbog. I appen arbejdes der med tre forskellige medarbejdere:

1. Den oplæringsansvarlige

Den oplæringsansvarlige er medarbejderen, som eleven arbejder sammen med i ambulancepraktikken, og som skal vurdere på de enkelte oplæringsmål sammen med eleven.

2. Hospitalsoplæringsvejleder

Eleverne har under hospitalsoplæring en konkret oplærer, der sørger for oplæring af eleven i de forskellige afdelinger.

3. Den uddannelsesansvarlige

Den uddannelsesansvarlige er medarbejderen, som endeligt skal godkende de vurderinger, som er lavet af den oplæringsansvarlige, hospitalsoplæringsvejlederen og eleven på de enkelte oplæringsmål. Typisk kunne denne person f.eks. være en stationsleder.

Positiv modtagelse på skolerne
Appen er allerede blevet præsenteret for elever på Rybners og U/NORD, der har taget rigtig godt imod den:

Michael Ørum Henriksen, Uddannelseskonsulent i TUR fortæller:

Jeg har været forbi begge skoler, der udbyder Ambulancebehandleruddannelsen for at præsentere vores nyeste digitale løsning. Og jeg må sige, at appen blev taget godt imod. Eleverne kan godt se, at en app gør det nemmere og mere fleksibelt for dem at få udfyldt deres uddannelsesbog. Lige nu render de rundt med en papirudgave af uddannelsesbogen, og det er ikke altid, at det er lige fedt. Appen har de på telefonen, og den har de altid med sig

”TUR Ambulance” kan hentes allerede nu hentes via App Store og Google Play

Undtagelser for anvendelsen af appen
Meriteleverne er undtaget for brugen af ”TUR Ambulance” og skal fortsat anvende papirudgaven af uddannelsesbogen. Ligeledes er alle de ordinære elever, som har gennemført hospitalsoplæringen også undtaget for brugen af appen. Disse elever skal også fortsat anvende papirudgaven af uddannelsesbogen.

Der er udarbejdet en vejledning til eleven, oplæringsansvarlig, hospitalsoplæringsvejlederen og den uddannelsesansvarlige. Disse vejledninger er fremsendt til relevante medarbejdere i virksomhederne og hospitalerne mv.

- TUR

facebook twitter