Nyhedsbillede Skabelon (2)
  • Jørgen2Jørgen Jæger
  • 14. aug 2025

En markant skikkelse går på pension

Uddannelsesleder Frank Algren Eriksen fra EUC Lillebælt er gået på pension med virkning fra 1. august 2025. I den anledning blev der afholdt reception hos EUC Lillebælt fredag den 8. august, hvor mange var mødt op for at hylde Frank. Heriblandt var TURs uddannelseskonsulenter, Jørgen Jæger og Michael Ørum Henriksen, mødt op for at takke Frank for det gode samarbejde med TUR.

TUR har haft et tæt samarbejde med Frank gennem mange år, idet Frank bl.a. har haft ansvaret for lageruddannelse hos EUC Lillebælt samt for implementering af uddannelse på nogle af TURs specialiserede jobområder. Her fylder især lufthavnsområdet, togklargøring til gods- og persontog samt letbaneområdet. Det er uddannelsesområder, hvor der skal helt særlige tiltag til, for at uddannelserne kan gennemføres. Alt det teknisk faglige kan kun gennemføres i samarbejde med de virksomheder, hvor lærlinge og AMU-kursister er ansat. Det kræver derfor et tæt samarbejde mellem TURs relevante brancheudvalg, skolen og virksomhederne.

 

Frank har altid haft en positiv tilgang og stor velvillighed til at hjælpe, når TUR har henvendt sig ved behov for hjælp til f.eks. DM for transportlærlinge, DM i Skills, materiale til rekrutteringskampagner, lærlinge som rollemodeller, mødeaktivitet for brancheudvalg samt de fælles skolemøder.

 

TUR vil derfor gerne benytte lejligheden til at sige stort tak for samarbejdet til Frank og ønsker Frank og hans familie det bedste i fremtiden.

 

TUR har desuden haft lejlighed til at møde Franks afløser som Uddannelsesleder, Troels Friis, som vi ser frem til et tilsvarende godt samarbejde med.