- 28. maj 2025
- Events
’’Hvis der ikke var lastbiler, var der ingen broer’’ Mød Maria på Verdens Vildeste Brobyggere
29-årige Maria Rachlitz er godschaufførlærling, og skal være med i årets udgave Verdens Vildeste Brobyggere. Til dagligt kører hun som lærling hos Verdis, og er tilknyttet skolen EUC Sjælland i Næstved.
Lige for tiden er hun også optaget af sin deltagelse på Verdens Vildeste Brobyggere, hvor hun i samarbejde med et hold af andre lærlinge, elever og studerende, skal bygge en bro hen over Suså i Næstved.
Hun har valgt at deltage for at lære noget nyt, samarbejde med andre og for at vise sit fag frem.
’’Jeg regner med at få en masse ny erfaring ved at være med, og måske noget blod på tanden for at prøve noget nyt. Jeg kommer helt sikkert til at lære mere om samarbejde og også at blive bedre til at give lidt slip på kontrollen. Det er også godt at kunne i mit arbejde,’’ forklarer Maria.
Ingen vejgodschauffører, ingen broer
Hvis man undrer sig over, hvorfor vejgodschauffører er en del af holdene på Verdens Vildeste Brobyggere, så gør Maria det meget klart, at der altså ikke kunne lade sig gøre at bygge en bro uden at inddrage lastbiler.
’’Jeg tvivler stærkt på, at man overhovedet ville kunne bygge en bro, hvis der ikke fandtes vejgodschauffører. På VVB skal der også løftes og flyttes materialer, og broen skal løftes hen over åen. Jeg har svært ved at forestille mig, at det vil kunne lade sig gøre uden os godschauffører,’’ fortæller hun med et glimt i øjet.
Marias rolle på holdet bliver at sætte broen op og anhugge på kranen, hvilket hun ser meget frem til.
’’Jeg sagde ja til det for at prøve noget nyt. Det giver mig en læring at være med til at skulle bygge en bro, og jeg tænkte, at det var en fed oplevelse,’’ fortæller Maria.
’’Vi skal have flere kvinder ind i den her branche’’
For Maria er det også vigtigt at være med på Verdens Vildeste Brobyggere for at vise, at kvinder også sagtens kan være repræsenteret indenfor transport, byggeri og håndværk.
’’Jeg synes det er vigtigt at der også er nogle kvinder med. Man kan jo sagtens være håndværker og arbejde med transport, som kvinde, hvis man det er det, man gerne vil. Der er mange mænd i denne branche, og det er fedt at kunne vise, at kvinder også kan,’’ fortæller Maria stolt.
Hvis man sidder derude og overvejer, om man skal melde sig til Verdens Vildeste Brobyggere næste år, så har Maria en klar opfordring:
’’Hvis man overvejer om man skal være med næste år, så synes jeg man skal tage chancen. Det er en mega fed oplevelse og man får kun muligheden én gang. Så spring ud i det og vis hvad du kan. Det bliver mega fedt,’’ siger Maria og afslutter:
’’Jeg glæder mig til at mærke stemningen og se hvor mange der kommer og har lyst til at støtte op om det.’’
Mød TUR på VVB
TUR har igen i år en stand på Verdens Vildeste Brobyggere, hvor man kan komme og sige hej til nogle af vores seje rollemodeller, der til dagligt er vejgodschauffører.
Det er gratis at deltage, og det plejer at være en stemningsfyldt dag, hvor man kan opleve de tre hold bringe tre broer til live på blot 7 timer.
Læs mere om Verdens Vildeste Brobyggere her.
Programmet kan findes her.