- 25. mar 2026
Jesper konkurrerer i vejgods ved DM i Skills
Jesper Holgaard Jensen er tidligere udlært murer, men skiftede til godschauffør i 2023, hvor han kom i lære hos Ole Larsen Transport A/S. Den 24-årige starter dagen fra arbejdspladsen i Brabrand ved Aarhus, hvorefter ruten primært går til Nordjylland lastet med fødevarer, såkaldt temperaturfølsomt pallegods.
Hvad kan du bedst lide ved din uddannelse?
Jeg er glad for friheden bag rattet og ikke mindst udsigten, som er rigtig flot op mod Nordjylland, hvor jeg kører mest. Jeg kan også godt lide variationen - der er ikke to dage, der er ens. Og så har jeg nogle flinke kunder. Hvis vi er flinke, er kunderne som regel også flinke, og mange af dem kender jeg efterhånden, fordi jeg kommer hos dem så ofte.
Hvad er du allerbedst til i dit arbejde?
Jeg er god til at læsse trailere, synes jeg, og jeg har aldrig væltet en palle. Jeg ved godt, at det måske giver sig selv, når man er chauffør. Men jeg kører godt. Jeg har aldrig lavet en stor skade på hverken bil eller gods, og det er nok, fordi jeg tager den plads, jeg skal bruge. Hvis jeg skal svinge til højre, lægger jeg mig altid, så jeg kan se cyklister og andre i trafikken. Jeg tager ingen chancer og sørger for at skabe plads på en sikker måde.
Har du deltaget som besøgende på DM i Skills før?
Jeg har været til DM i Skills, da det foregik i Roskilde. Jeg havde ferie og tog selv derud for at se, hvad det var for noget. Det var inspirerende, synes jeg, og jeg glæder mig til at opleve det igen.
Hvorfor deltager du i konkurrencen på DM i Skills?
Min underviser på AARHUS TECH spurgte mig, om jeg ville deltage i år. Jeg sagde ja med det samme, for jeg er lidt af et konkurrencemenneske, så jeg vil selvfølgelig gøre alt for at vinde.
Hvad glæder du dig særligt til i forbindelse med konkurrencen på DM i Skills?
Det bliver spændende at være med på DM i Skills som konkurrencedeltager. Jeg ser frem til at bruge både kran og gaffeltruck, som jeg ikke bruger hver dag. Jeg glæder mig også til at møde de andre deltagere og måske få nogle nye forbindelser.
Oplev TURs transportkonkurrencer på DM i Skills 2026 i Hjørring, 23.-25. april. Læs mere her.
|
Om Jesper Holgaard Jensen
|