Morten 2
  • BirgitteBirgitte Theresia Henriksen
  • 11. dec 2025

Tak for i år og god jul

I sekretariatet gør vi status over et år med fuld fart fremad og kurs mod nye mål. Nu nærmer vi os årets sidste stop, og det er tid til at bremse op et øjeblik, se tilbage på det forgangne år og frem mod 2026.

Tak til alle for at være med til at holde hjulene i gang - arbejdsgiverorganisationer, fagforbund, regioner, myndigheder, virksomheder, skoler, uddannelsescentre og alle andre gode samarbejdspartnere.

 

Som ny sekretariatschef i TUR har det været en stor glæde at opleve den høje faglighed og det store engagement, der kendetegner netværket omkring transportuddannelserne, og som driver både bestyrelse og sekretariat i TUR. Det har været en fornøjelse at få lov at arbejde med TURs kerneopgaver: Nemlig at bidrage til, at vi får flere gode medarbejdere til transporterhvervet, at vi har uddannelser med det rette indhold, og at vi bedst muligt understøtter kvaliteten i uddannelsesarbejdet på skoler og i virksomheder.

 

Jeg glæder mig til at fortsætte rejsen med alle i TUR i 2026 – med nye ruter, flere stop undervejs og endnu mere fart på udviklingen af transportuddannelserne.

 

Aktiviteter og events i hele landet

I 2025 har TUR afholdt 27 kurser og seks konferencer for i alt 675 faglærere, hvor vi satte fokus på udvikling i branchen og opdatering af kvalifikationer. Vi oplevede stor deltagelse og højt engagement, og vi ser frem til at byde velkommen til mange af jer igen på TURs faglærerarrangementer i 2026.

 

TUR har deltaget med uddannelsesstande på fire store messer: Transportmessen i Herning, Verdens Vildeste Brobyggere i Næstved, Auto Show i Odense og EuroSkills i Herning. Mere end 15.000 nysgerrige besøgende lagde vejen forbi og prøvede kræfter med transportaktiviteter som at pakke ladvogne på tid, køre med fjernstyret kran, bakke med lastbil, øve sig i førstehjælp og tale uddannelse med TURs rollemodeller.

 

2025 har også været året, hvor vi har søsat projekter med fokus på trivsel og tilknytning blandt lærlinge i virksomhederne og på skolerne samt en informationsindsats om efter- og videreuddannelse i transportbranchens virksomheder. I TUR ser vi frem til at fortsætte dette arbejde i det nye år, med endnu mere opsøgende og virksomhedsrettet indsats med fokus på tilknytning, trivsel samt efter- og videreuddannelse.

 

Uddannelser, udgivelser og øget digitalisering

På EUD-området har vi i 2025 blandt andet etableret et nyt speciale på lager- og terminaluddannelsen med fokus på automatiserede lagre. Desuden har vi samlet de tidligere adskilte uddannelser til turistbuschauffør og buschauffør i kollektiv trafik i én fælles buschaufføruddannelse. Det giver et mere fleksibelt uddannelsesforløb og gør det nemmere for eleverne at skifte retning undervejs. Herudover har vi på AMU-området revideret eller nyudviklet mere end 60 af vores kurser og udviklet tilhørende undervisningsmaterialer, prøver og læreruddannelser.

 

Med nye regler på chaufførområdet opstod i 2025 en særlig problematik omkring 18 til 20-åriges mulighed for at erhverve chaufføruddannelsesbevis samt kørekort til lastbil eller bus og ikke mindst deres ret til at føre disse erhvervsmæssigt. Det lykkedes TUR at få opjusteret vores uddannelser, så de 18 til 20-årige fortsat kan opnå kørselsretten ved at erhverve chaufføruddannelsesbeviset via den nye kvalifikationsprøve, der er indlejret både i nye AMU-kurser og i de relevante erhvervsuddannelser.

 

TUR Forlag har også lanceret en ny, forbedret webshop i det forgangne år, som gør det langt lettere for kunderne at finde og bestille publikationer. Derudover blev 2025 året for den nye ADR-konvention for vejtransport af farligt gods, hvorfor TUR Forlag naturligvis har opdateret ’Farligt gods’-bogen med de nyeste regler.

 

Sidste, men ikke mindst, har Multitest i 2025 udviklet brugen af implementeret AI herunder hjælp til censor ved tekstbesvarelser i prøver. Multitest har samtidig udvidet forretningsområdet med produktion af spørgsmål til prøver ved hjælp af AI. Vi glæder os til at gøre flere erfaringer med brug af AI i Multitest i løbet af 2026. 

 

Velkommen til det nye år

Vi ser frem til et år 2026, hvor vi fortsætter med fuld fart på transportområdet med flere gode kurser og udgivelser. Heriblandt lancering af film og materialer med portrætter af engagerede unge, som uddanner sig inden for transportbranchen, konkurrencefag til DM i Skills inden for Vejgodstransport og Lager- og terminal, hvor dygtige lærlinge kæmper om førstepladsen samt nye tiltag rettet mod tiltrækning af nye talenter til branchen og implementering af TURs opsøgende, virksomhedsrettede indsats med fokus på tilknytning, trivsel og videreuddannelse.

 

Glædelig jul og godt nytår fra alle os i TUR.

 

Bedste hilsner

Morten Ørnsholt, sekretariatschef i TUR